Menu

Varen tilføjes til din kurv

Kunne ikke tilføje til kurven

Gå til kurven

    Opdaterer din indkøbskurv

    cart-loader

    Mig selv og Fit på 100 dage

    14/12/15 12.38

    Savner du ris og pasta på din kur?

    Så se nyheden her:
    Pasta og ris med kun 6 kalorier

    Så blev det dag 1 hvor jeg sammen med min kone er startet på Anne Bech's Fit på 100 dage.

    Mit målskema
    Morgenmaden
    Skal vi ikke bare være ærlige og sige at denne morgenmad er svær at få ned når man er vant til kun at få kaffe om morgenen og den første bid mad omkring frokosttid. Den gled ned med 1 ltr. vand, for nu skal man lige pludselig drikke 3 ltr. om dagen.

    Ikke nok med at der er svært, det skal også være spist inden kl.10:00 - hjælp!!
    Frokosten
    gik det lidt nemmere med.
    Aftensmaden
    Så er aftensmaden indtaget, men dog lidt sent da det bare ikke kan lade sig gøre når datteren har fritidsaktiviter. Dag et af de 100 er nu næsten gået, og vi overlevede trods det at vi glemte 2 mellemmåltider som skulle have bestået af grøntsagsstave med advocado mos, og snacks med skyr.

    Nu skal jeg have taget kropsmål så jeg kan holde øje med om baderingen kommer op i nærheden af skulderne hvor den en gang hørte til.

    Dag 3
    Så er dag 3. på Fit på 100 dage ved at være gået.
    Det er første gang i mine 43 år at jeg er på kur/livsstilsændring, så jeg skal lige vende mig til at jeg ikke bare kan spise hvad jeg har lyst til.

    Det er nok lidt for tidligt at komme med en status over hvordan det går, men jeg kan personligt godt mærke at bukserne ikke strammer mere, og jeg har ikke haft nogen sure opstød, hvilket jeg næsten er helt sikker på skyldes at jeg ikke har fået produkter med hvede i 3 dage. På en normal dag får jeg både lyst og mørkt brød og temmelig ofte også pasta.

    Min bedre halvdel har ligget på sofaen med hovedpine og influenza lignende symptomer i 2 dage, og vi tror det skyldes at der mellem jul og nytår er givet fuld gas med fed mad og masser af sukker, til ikke at få noget overhovedet.

    Mit største problem er at få drukket 3 liter vand om dagen.

    Frokost
    Fiskefilet, rejer, salat, tomat, agurk med dressing af skyr, mayonnaise og citron. Snacks tid
    Skyr med blåbær.
    Jeg syntes ren skyr er lidt trist, så jeg kom et par stevia dråber med vanilie smag i. For mig må en dessert godt være sød, og jeg syntes ikke blåbærrene kan gøre det alene. 4-6 dråber i en portion på billedet er nok.

    Søvn
    Iflg. Anne Bech er søvn lige så vigtig som resten af kuren.
    Jeg er udpræget B menneske og har altid hadet at skulle i seng, både som barn og som voksen. Når jeg endelig går i seng bruger jeg mindst en time på at falde i søvn. Jeg har altid haft jobs hvor mødetiden var kl 7, men siden jeg blev selvstændig i 2008 har jeg levet som B menneske og elsket at arbejde til sent ud på natten. Tingene har dog ændret sig lidt siden min datter startede i skole for 3 år siden, så en typisk dag for mig slutter ca. kl. 01:30 og starter 07:30.

    Min kone ved jeg ikke rigtig hvad er. Når hun beslutter sig for at sover, gør hun det ofte inden hovedet rammer puden.

    Sidste nye medlem af familien (Bailey) på 9 uger gør sit for at søvnen bliver afbrudt. Han sover fint om dagen, men om natten skal der pottetrænes, Så jeg har sofaen og må ud i haven med ham om natten.

    Status dag 12
    12 dage er gået og jeg er 3 kg lettere.
    Jeg havde regnet med at det ville være sværere at følge Anne Bech kostplan, men det er gået forbavsende let, for både Christel og jeg. Vi har rejst meget i Thailand og er vilde med deres mad, derfor er vi vant til at spise lette måltider med masser af grøntsager og lyst kød som kylling og kalkun. Vi har ikke fået ris, pasta, lyst og mørkt brød, hvilket jeg havde regnet med ville være svært at undvære, men det har det utroligt nok ikke.

    Jeg er normalt ikke den store tilhænger af morgenmad ud over kaffen selvfølgelig, så hakkebøf med mandler, eller et helt kyllingebryst, har jeg ikke nemt ved at få ned på det tidspunkt af døgnet. Christel har dog ingen problemer med at spise det. Som gammel kok er hun blevet lidt erhvervsskadet og kan spise alle former for mad på alle tidspunkter af døgnet.

    Anne Bech anbefaler ud over de 3 hovedmåltider også 2 små mellemmåltider. Mellemmåltiderne har med et normalt arbejde ikke været muligt at finde tid til, hvilket har betydet at man godt kunne blive meget sulten. Det er i de perioder man skal vise rygrad, og ikke falde i og spise usundt.

    Jeg har skulket
    Jeg har skulket med hensyn til træning.
    Jeg kan ikke finde motivation til at lave de øvelser Anne Bech anbefaler hjemme, da der typisk først er tid om aftenen, hvor jeg er ”flad” og meget lidt motiveret. Derfor begyndte jeg først at træne i fitnesscenteret efter 10 dage. Jeg træner på crosstrainer om morgenen når jeg har sat datteren af i skole.

    Christel startede med at følge bogen, men fik så ubeskriveligt ondt i overkroppen, at hun måtte springe øvelserne over næste gang. Underkrops øvelserne var også meget hårde. Det skal siges at alle øvelser skal gentages 3 gange, med da Christel har haft ondt har hun efterfølgende kun gentaget øvelserne 2 gange og lavet kredsløbstræning sammen med mig i fitnesscenteret.

    Det har overrasket mig meget at jeg har kunne smide 3 kg på så få dage ved at lægge kosten om og undgå brød, sukker, ris, pasta.

    Vi forsætter 88 dage mere:)

    Status dag 24
    Så er de 3 første uger overstået.

    Vi har efterhånden vendt os til ikke at spise ris, pasta, brød og sukker, men masser af kød, grøntsager og nødder. Vi havde lige en dag hvor vi begge savnede et stykke brød, så der blev bagt et lowcarb brød som blev spist lunt med Lurpak smør, for det må man godt.

    Min datter på 10 år som blev født 3 mdr. for tidligt har heller ikke haft så svært ved den ny kost, da vi altid har haft fokus på hvad hun får at spise. Min datter havde fået en opgave i skolen som ugens professor, så opgaven kom til at handle og nødder og omega 3 olier. Med til opgaven blev der bagt nøddetærter fra opskriften i bogen (side 295) til alle i klassen samt paleo knækbrød.

    Træningsmæssigt følger vi ikke bogen, men tager i det lokale fitnesscenter hver morgen, hvor vi den ene dag tager en time på crosstrainer med et fatburner program og næste dag er det et kort og hårdt program på crossstrainer og derefter styrketræning. Vi har kun trænet i 14 dage, men er ved at nå dertil at vi ”nyder” det at få arbejdet kroppen igennem.

    Vi er i gang med at lave vores egne proteinbars, da vi ikke er sikre på at vi får proteiner nok via kosten med det træningsprogram vi har dagligt. Har læst at proteiner kort tid efter træning skulle hjælpe din krop med at restituere bedre. Min kone håber også det vil kunne ses på vægten. Vi skrive lidt om dette næste gang vi kommer med en opdate.

    Vægtmæssigt har jeg tabt 4,5kg. på 3 uger og jeg tror ikke at jeg taber mig yderligere , tværtimod tror jeg at jeg vil tage lidt på da jeg får en større muskelmasse med al den træning.

    Vi har haft svært ved at finde en protein bar som som vi syntes smager godt, så nu laver vi vores egne. Da vi ikke får meget sukker i hverdagen er dennne proteinbar også super god til at styre den søde tand, med god samvittighed.

    Du kan se opskriften her - hjemmelavet proteinbars

    Status dag 50
    Nu er vi halvvejs gennem ”kuren”, og det er helt sikkert blevet nemmere og nemmere. Vi følger ikke bogen slavisk, men lever efter Anne Bech’s principper.

    Mad:
    Jeg har stadig problemer med at få kød ned om morgenen, hvorimod min kone spiser kød med et smil på læben. Vi lever af kød, grøntsager, skyr, nødder, proteinbars og drikke. Vi har i en periode selv lavet vores proteinbars som vi spiste efter træning, men er nu blevet mere glade for en proteindrik. Vi er faldet for Gainomax med chokoladesmag. Den smager som en klassisk Mathilde kakaomælk, og iskold glider den nemmere ned når man er tørstig og småsulten efter træning. Alle søde sager er væk, og når vi endelig skal have noget til den søde tand bruger vi Sukrin og Stevia. Min kone fik på et tidspunkt problemer med maven, så vi droppede steviaen nogle dage. Maven fik det bedre så nu bruger vi stort set kun Sukrin, da vi har en mistanke om at for meget stevia giver problemer. Gluten er ude af vores liv, og vi savner ikke de sure opstød og den oppustede mave som tidligere skulle behandles med Balancid. Jeg er begyndt at tælle kalorier for at finde ud af hvor mange jeg egentligt får i løber af dagen, det har jeg skrevet lidt om her - beregn dine kalorier

    Træning:
    Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men det gør jeg nu. Har du aldrig hørt en ”sportstosse” sige ”jeg får det helt dårligt hvis jeg ikke får trænet”. Jeg gider ikke træne hjemme, så jeg er i fitness centeret hver dag hvor jeg veksler mellem crosstrainer, vægtløftning, bodypump, romaskine og nu også spinning som min kone har meldt mig til.
    I dag har jeg sprunget træningen over, men jeg kan nu mærke - mens jeg sidder her og skriver - at min krop hungre efter at arbejde og få pulsen helt op og ringe. Jeg kan tydeligt mærke at der er sket noget med kroppen. Da jeg startede på ”kuren” kunne jeg lige klare 15 min på crosstraineren ude modstand, og nu kan jeg tage 60min uden problemer med vekslende modstand og forbrænde 700kcal. Fysisk har jeg ikke så meget at smide, men det er alligevel blevet til 4-5kilo. Til gengæld kan jeg mærke at kroppen er ved at blive ”strammet” op, især ben, balder, arme og skuldre. Bukserne strammer ikke mere, og der er lavet ekstra huller i bæltet. Jeg føler også at jeg har fået mere energi, men det er nu blevet meget vigtigt at få nok at spise da jeg nogle gange har prøvet at gå ”sukkerkold” i takt med at der bliver brændt flere og flere kalorier når jeg træner.

    På dag 95 brændte jeg på 93 minutter 1220 kalorier af på crosstranieren.

    Status dag 100
    De første 100 dage er gået og vi føler os fit!

    Da vi startede syntes vi at 100 dage var lang tid, med nu er de gået og vi syntes faktisk det er gået hurtigt.

    Hvad er så status?
    Jeg har tabt 5 kg. men er på vej op i vægt på grund af styrke træning (muskler vejer mere end fedt:) Min kone har tabt 15 kg. Det er gået op og ned i vægt, hvor der nogle uger et taget på, men andre uger er der taget revanche og tabt meget. Anne Bech skriver i sin bog at man får de pæneste ben af at løbe. Min kone som har svoret at hun aldrig ville komme til at løbe, trådte midt i de 100 dage op på løbebåndet. Nu har hun lige løbet sine første 5 km.
    Det skal lige siges at der nu er investeret i løbesko og bukser, kompressionsstrømper og Polar pulsmåler, for ellers var det aldrig gået, man skal jo ikke gå ned på udstyr.

    Hvad spiser vi?
    Kød, æg, nødder, grøntsager og skyr for det meste.

    Bliver i ikke trætte af det?
    Både ja og nej. Vi kan da godt sidde og længes efter en pizza fra vores favorit sted på Frederiksberg, eller en gang frikadeller med brun sovs og smør stegte kartofler og et glas cola, eller et friskbagt franskbrød til morgenmad.

    Hvorfor spiser i det så ikke?
    Jo – for det første savner vi ikke den mæthedsfornemmelse vi havde før i tiden, hvor man bare havde lyst til at smide sig på sofaen og fordøje. Sure opstød og svien i halsen, samt en oppustet mave og ildelugtende gasser fra bagdelen er heller ikke noget vi savner. For det andet er vi nu beviste om hvor mange kalorier de forskellige måltider indeholder, og hvor meget vi skal træne for at brænde kalorierne af igen. Nu vil vi jo gerne beholde den figur vi har fået, så vi er nødt til at tænke over hvad vi spiser.

    Forsætter i Fit på 100 dag?
    Nej – vi forsætter ikke Fit på 100 dag, men en modificeret udgave af den. Dvs. vi ikke bruger den form for træning som Anne Bech anbefaler, men forsætter vores egen stil hvor vi går i fitnesscenter og træner på crosstrainer, romaskine, løbebånd, bodypump, bodystep, zumba, spinding, yoga, løfter vægte osv.

    Kosten kommer vi ikke til at lave meget om på og det kommer nok til at blive paleo/stenalderkost som vi holder os til fremover. Vi har dog aftalt at vi hver lørdag vil synde og spise et friskbagt brød, men det er ikke sikkert vi gør det.
    Vores datter på 10 år får både pasta, ris, kartofler, brød og pålæg når hun ønsker det, for hun skal selvfølgelig ikke lide under hendes forældres madvaner. Det skal hertil lige siges at hun dyrker meget motion, ridning 2 gange om ugen og elitesvømning 2 gange om ugen, så hun er i topform.

    Status dag 148
    Det er dyrt at være på kur. For vores vedkommende betyder det at størstedelen af vores garderobe skal udskiftes. Min kone havde været så sød at købe et par nye shorts til mig i størrelse medium. Det lader til at jeg ikke er medium mere, da de var alt for store. Jeg måtte ud og bytte dem til størrelse small.

    Mål skema
    dagestart 10 20305060148
    vægt76,673,571,972,371,771,670,5
    højre overarm32313032313133
    bryst9899100100,598100100
    talje88858382818181
    mave94898988868583
    hofte97979794948888
    numse10110110097989597
    lår54534752535254
    knæ39393937373737
    læggen36363536363637
    Posted in Kur By

    Mikkel Cort